Digt af Ida, sommeren 1997
Roser er røde
roser er hvide
store sange flyver dag og nat
rosernes dufte er så fine at man får lyst til at plukke dem
det kan man jo også godt
man kan jo bare tage handsker på
Tulipaner er finere end roser
man kan lettere plukke dem
men man bliver nødt til at bruge en saks
og dagene er så lange
at man kan nå at plukke flere tusinde af dem
hvis man er gammel og ikke har noget arbejde mere
ligesom mormor
Tulipaner er røde
de er hvide og gule.
Muligvis er titlen ”dagene er så lange som juleferie” – det er i hvert fald en sætning, som hun sagde i tilknytning til digtet.
Heksesabbat
Idas digt i "4.c's November-digte"
Heksen går i den mørkeste nat
Hun er ej bange for ulven så styg
For hun er på vej til en heksesabbat
Hvor hun skal brygge den styggeste bryg
I nat er det den allergys'ligste heksenat
Hvor heksen og hendes forbandede helsekat
Vil forbande den første de møder åh-nej
Åh-nej Åh-nej måske bli'r det dig...
Heksen møder til heksesabbatten
Hun vil nu brygge en bryg oh så styg
Hun møder ved fuldmåne ved midnat om natten
Hun skal nu bruge en hugormeryg
I nat er det den allergys'ligste heksenat
Hvor heksen og hendes forbandede helsekat
Vil forbande den første de møder åh-nej
Åh-nej Åh-nej måske bli'r det dig...
Bagefter hornet fra enhjørning hvid
Heksen hun brygger for ungdommen sin
Så skal hun bruge et halvråddent kid
Dette bliver brygget ved vor halloween
I nat er det den allergys'ligste heksenat
Hvor heksen og hendes forbandede helsekat
Vil forbande den første de møder åh-nej
Åh-nej Åh-nej måske bli'r det dig...
Det er nu aften, skoven er sort
Heksene danser der's mystiske dans
Alderdommen vil nu snart gå bort
Ungdommen hersker nu her til lands
I nat er det den allergys'ligste heksenat
Hvor heksen og hendes forbandede helsekat
Vil forbande den første de møder åh-nej
Åh-nej Åh-nej måske bli'r det dig...
De vil forbande den første og sidste
Pas på, pas på, nu må du gå
Men husk at liste!!!
Natte-kaos
Skrevet i 2004, ud fra et billede, malet af Picasso
Hun ligger og sover.
Hun vender og drejer sig,
kan ikke finde ro.
Det er koldt.
Hun fryser,
men sanser det ikke.
Når hun trækker vejret
får hun kun nogle cement-duftende pust,
men bemærker ikke hvor lidt hun får.
Døren står åben,
lyset strømmer ind,
og dog er der mørkt.
Vinduet står åbent,
og vinden hvisker til hende,
men hun hører det ikke.
Der er så mange indtryk,
at hun ikke ænser den virkelige verden,
og hvor bange hun egentlig er.
Spøgelser, personer og minder
svæver omkring hende,
og blander sig i hendes sind.
Dér kommer den and hun så i eftermiddags,
og den har hendes nye badedragt på.
Og her er den båd,
hun så anden fra.
Dér er hendes mors hest
og en af køerne fra marken.
Ind ad vinduet
kommer hendes moster,
og minder hende sagte
om det løfte hun glemte at holde.
Der er så mange lyde der forvirrer.
Bølgers brusen,
døres knirken,
fortabtes skrig,
så mange lyde,
at hun ikke kan opfatte dem alle.
Hun sover så tungt,
at det vil være umuligt at vække hende,
så lad os bare lade være.