Skrevet til d.4/12 2005

 

Karate kom til Danmark sidst i 50'erne. Det var den nuværende chefinstruktør for JKA* Shotokan Karate, Jørgen Bura, der gjorde karate kendt i Danmark.

Ordet "karate" betyder "tom hånd". Det kommer af, at man ingen våben bruger. Grunden til det er formentlig, at der var en periode i Japan, hvor det var forbudt for almindelige mennesker at have våben. For at kunne forsvare sig var de derfor nødt til at kunne kæmpe uden våben. Oprindeligt betød karate "kinesisk hånd". Det er fordi, japanerne udviklede karate ud fra noget, de lærte af nogle kinesiske munke. De munke havde lært det af en buddhist fra Indien.

I karate gør man meget ud af at hilse*1; Når man går ind og ud ad træningslokalet, bukker man, når man skal i gang, bukker man for læreren og flaget - I hvert fald i den klub jeg går i - og når man træner med en anden person, bukker man, inden man går i gang. Når man hilser på hinanden i karate, siger man "oss".

Oss er en fonetisk*2 omskrivning af to kinesiske tegn. Det første tegn betyder at "skubbe" og vigtigheden ved at yde en indsats og hele tiden forsøge at gøre sit bedste og skubbe alle forhindringer, man møder, væk med en positiv og uændret indstilling.

Det andet tegn betyder at "lide", og det udtrykker mod, ihærdighed og udeholdenhed, og ikke at give op.

I starten og i slutningen af en karate-lektion mediterer man; Det kaldes Zazen. Det vigtigste ved Zazen er vejrtrækningen: Man skal trække vejret dybt og roligt og få masser af luft ned i lungerne for på den måde at kunne slappe af og omstille sig til den kommende lektion.

Når man benytter sig af Zazen i karate, er det også fordi, man skal kunne træne med et åbent sind og alle tanker og følelser, som kan virke forstyrrende, skal væk.

Under Zazen sidder man i en knælende stilling (seiza). Det er vigtigt, at ryggen er rank, så energierne kan flyde frit gennem kroppen, og éns vejrtrækning kan komme dybt ned i "maven". Hvis man synker sammen, trækker man vejret med brystet, og så får man en overfladisk vejrtrækning.

Måske er der nogen, der har hørt folk råbe, når de dyrker kampsport. Det råb hedder kiai.

Kiai er et råb, man benytter sig af, når man vil give en teknik kraft. "Ki" kan betyde mange ting, men i karate betyder det "sind" eller "ånd". Kiai er en måde at fokusere sit sind på. Kiai kan bruges, når en maksimal kraft skal koncentreres om et stød eller spark, men kan også bruges som en del af en taktik, når man kæmper.

Der er også den psykologiske effekt, når man kæmper. Et kraftigt kiai, kombineret med en stærk kampånd, kan få modstanderen til at blive nervøs og usikker. Kiai kan også bruges til at psyke*3 én selv op eller få spændinger til at forsvinde inden en kamp.

I karate er der tre tiltaleformer (udover navn): San, senpai og sensei.

San bliver brugt i Japan som tiltaleform, når man skal være høflig eller vise, at man respekterer en person. Det er meget uhøfligt og respektløst ikke at sige det. San bliver brugt efter personens efternavn. F.eks.: hvis den person, man snakker med, hedder Ito, bliver det til Ito-san. Oka betyder mor, er man høflig, bliver det til oka-san. I karate bruger man også tiltaleformen san. Her er det sådan, at lavere grad ikke siger san til højere grad, men gerne omvendt. Har man samme grad, bruges tiltaleformen san også.

Tiltaleformen senpai bliver også brugt i Japan. Det er specielt på universiteterne, hvor førsteårsstuderende tiltaler andet- og tredjeårsstuderende senpai. Senpai bliver også brugt, når en lærling tiltaler andre lærlinge, der har længere erfaring indenfor et bestemt håndværk eller fag. Man kan sige, at senpai bliver brugt om personer, man kan lære noget af. Indenfor karate tiltales alle sortbælter senpai, da de har været gennem kyu*4-graderne og derfor gerne skulle kunne lære fra sig.

Tiltaleformen sensei bruges slet og ret om en person, der er lærer. Det være sig skolelærer, mester (indenfor en håndværk) og f.eks. en karate-lærer. Det er for det meste chefinstruktøren i en klub, der tiltales sensei. Sensei betyder "stor lærer".

 

*Japan Karate Association

*1Høflighed og respekt

*2Lydmæssig

*3Gøre sig selv mere selvsikker

*4Elev-graderne

Ekstra