Atomkraft er og har længe været et meget omdiskuteret emne; hvad er sikkerhedsrisikoen, og er den rimelig? Er det forsvarligt at have atomkraftværker i nærheden af beboelsesområder? Eller skader det almindelige mennesker? Hvilke omkostninger har brugen af atomkraft, og hvem kommer til at betale? Hvordan påvirker atomkraft os, og hvordan vil det påvirke fremtiden? Mange spørgsmål er blevet vendt, men selvom mange har taget stilling, er der ikke draget en endelig konklusion. Store dele af verden er utilfredse med brugen af atomkraft, mens andre jubler over mulighederne i det. Er det en mirakelopfindelse eller en af menneskehedens største fejl? Disse spørgsmål vil jeg diskutere og prøve at besvare i følgende tekst.

Hvad er atomkraft?

… Og hvad bruges det til?

Atomkraft er brugen af nukleare[1] reaktioner til at frigøre energi.

Kernekraft produceres ved, at et fissilt materiale[2] bliver koncentreret således, at kernespaltning finder sted i en kontrolleret kædereaktion, hvorved der skabes varme. Varmen bruges til at koge vand, så der dannes damp til at drive en dampturbine. Turbinen kan da bruges til mekanisk arbejde og til at generere elektricitet.

Det fissile materiale er oftest uran. Uran-atomet har en ustabil kerne, hvilket betyder, at den nemt kan slås i stykker.

En neutronkilde (typisk americium) indsættes i nærheden af en uranstav, hvor den afgiver neutroner, der rammer nogle uran-atomers kerner. Hver af disse atomkerner spaltes til to mindre kerner, og to-tre overskydende neutroner sendes af sted og rammer nogle andre uran-atomer, som så gør det samme. En kædereaktion er sat i gang.

Imellem uran-stavene er der en moderator (oftest vand eller grafit). Den er der for at bremse neutronerne, da de vil gå lige igennem uranen uden effekt, hvis de bevæger sig for hurtigt. Uranstavene står også i noget kølemiddel, der skal sørge for, at de ikke bliver for varme. Hvis kølemidlet er vand, kan den også fungere som moderator.

Men kædereaktionen skal styres, så den ikke løber løbsk, og kernen bliver for varm. Det gøres ved hjælp af kontrolstave af neutron-absorberende stoffer[3]. De sørger for, at kun nogle af neutronerne rammer en atomkerne, mens andre optages i kontrolstavene. Kontrolstavene føres ind i reaktoren, hvor det hele foregår, for at svække kædereaktionen og trækkes ud for at øge den.

I Europa kom en tredjedel af elektriciteten i år 2002 fra atomkraft, mens det i Frankrig var helt oppe på at være tre fjerdedele. Dog kun ca. 16 % af hele verdens energiforsyning kom fra atomkraftværker. I forhold til verdensgennemsnittet er Europa er altså storforbruger, selvom størstedelen af de Europæiske lande er imod atomkraft.

Historie

Verdens første atomreaktor blev bygget i 1942 – Fermis reaktor. Den var skjult ved et universitet i Chicago.

Det første atomkraftværk, der leverede elektricitet til almindeligt brug åbnede i 1956. Det var Calder Hall i England.

I 1979 skete en ulykke i et atomkraftværk på Tremile øen i Pennsylvania, USA.

April 1986 eksploderede en reaktor i atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine, og det fik konsekvenser for store dele af Europa.[4]

I 1990 var atomkraft den næststørste energikilde i verden, kun overgået af fossile brændstoffer. Mange mennesker så atomkraft som løsningen på problemerne med de fossile brændstoffer, og nogen mente, at det kunne skabe elektricitet til priser, der var ”for billige til at det kunne betale sig at måle forbruget”.

Nu er det hele nærmest gået i stå. Kun få lande bygger stadig reaktorer, mange har aflyst planer om det, og flere lukker atomkraftværker ned.

Danmark, OOA

I 1974 startede foreningen OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) i Danmark. Foreningen dannedes af modstandere af atomkraft, primært for at de kunne komme til at stå stærkere og udtale sig som en enhed i stedet for enkeltpersoner. Under oliekrisen i Danmark, 1973,  havde elværkerne fremlagt planer om hurtig indførelse af atomkraft i Danmark. På det tidspunkt var der i den offentlige debat næsten ikke blevet sat spørgsmålstegn ved atomkraft.

Som en sejr for OOA vedtog folketinget i 1985 en energiplanlægning uden atomkraft i Danmark. Foreningen lukkede i 2000, da den mente at have opfyldt sit hovedmål.

OOA’s formålsparagraf:

”OOA arbejder for
- en kritisk vurdering af og oplysning om alle problemer ved brug af atomkraft
- øget forskning i og fornyet vurdering af andre energiformer
- udformning af en langsigtet energipolitik, der også tager sociale og økologiske hensyn.”

Fordele og ulemper

CO₂ neutralitet er en positiv faktor ved atomkraft. Den har været én af grundene til begejstringen for atomkraft, da der har været stor bekymring omkring CO₂-udslip. Drivhuseffekten, der kommer af CO₂-udslip, er et af de største miljø-problemer, der diskuteres, og da fossile[5] brændstoffer giver CO₂, leder man efter alternativer. Derudover er fossile brændstoffer ikke en vedvarende energikilde, og selvom uran heller ikke er vedvarende, ses atomkraft også som en løsning på dét.

Atomkraft som en erstatning for fossile brændstoffer kan også være nyttig, idet de så kan bruges til andre formål. Olie f.eks. til produktion af plastic.

Minedriften til udvinding af uran er farlig for minearbejderne, især på grund af produkterne fra uranets nedbrydning. Uranet er i tidens løb langsomt blevet nedbrudt, og af den nedbrydning er der kommet nogle andre grundstoffer. Et af disse stoffer er en radioaktiv[6] isotop[7] af gassen radon. Hvis den indåndes kan den skade lungerne.

Arbejdsskader og dårlige arbejdsforhold er i det hele taget et problem. I Japan har der været tilfælde, hvor mange af arbejderne ikke har båret beskyttelsesudstyr.

Brændselsproduktion er risikofyldt af flere årsager. Ikke alene på grund af mulig bestråling, men i langt højere grad på grund af de kemikalier, der bruges – Fluor og fluorbrinte. Begge kan forårsage alvorlige forbrændinger, hvis de kommer i kontakt med hud.

Flussyre, en opløsning af fluorbrinte i vand, trænger ned i hudens væv, men der kan gå flere timer, før det kan mærkes, og ødelæggelsen af huden begynder.

Atomaffald er radioaktivt, hvilket gør det til et stort problem at komme af med det. Det tager lang tid, før radioaktiviteten aftager, og i mellemtiden er det dyrt at opbevare atomaffaldet sikkert. Danmark har ikke kernekraft, men i Roskilde var der for nogle år siden en forsøgsreaktor, der gav atomaffald. Det farligste er blevet sendt til Storbritannien, Frankrig eller USA, men muligvis er noget stadig i Danmark – Risø nærmere bestemt. Selv den lille mængde affald, Danmark producerede, var svær at slippe af med.

Noget affald transporteres til ulande, hvor det graves ned i jorden. Godt nok er det i beholdere, men der kan evt. slippe noget ud under et jordskælv eller en anden form for naturkatastrofe, som jo ofte finder sted i mange ulande.

Man kan ikke være sikker på, hvor længe affaldet skal opbevares, da det er svært at sige, hvor hurtigt det nedbrydes. Der kan være forskelligt indhold af radioaktive isotoper, som har hver deres halveringstid. Og hver af disse nedbrydes til forskellige nye radioaktive isotoper.

Hvis affaldet opbevares i ti år, vil radioaktiviteten være faldet væsentligt, men det er ikke ufarligt, før der er gået mellem 100 og 1000 år. Så nedbrydes isotoperne langsomt.

Brugt brændsel skal afkøles i årtier, før isotoperne med kortere halveringstid er nedbrudt. Men det må ikke komme i kontakt med miljøet, før der er gået mindst flere hundrede år.

Ulykker er altid en risiko. Atomkraftværker betjenes af mennesker, og som man siger: Det er menneskeligt at fejle. Eller måske nærmere bestemt menneskeligt ikke at tænke sig om, som det var tilfældet ved Tjernobyl[8] og andre steder.

Ulykker som brande og eksplosioner kan resultere i, at radioaktive stoffer frigives – Både inde i og uden for atomkraftværket.

Våben vil mange se som en ulempe, men der er dog også andre, der hylder opfindelsen af atomvåben. Nogle mener, at denne indstilling kan ende i en atomkrig, mens andre er af den opfattelse, at en atomkrig ville gøre så meget skade, at selv den vindende part ville stå som taber. Ingen ville derfor starte en sådan krig – I hvert fald ikke med vilje.

Radioaktivitet og bestråling

Definitionen på et radioaktivt stof er, at kernen er ustabil.

Når kernen i et radioaktivt grundstof henfalder, kan den afgive forskellige former for stråling:

Alfapartikler (α) består af to protoner og to neutroner. De bevæger sig hurtigt, men kommer ikke langt gennem luft og kan stoppes af et stykke papir.

Betapartikler (β) er elektroner, som bevæger sig hurtigt. De kan standes af en tynd metalplade,

Gammastråler (γ) er ikke partikler, men en form for elektromagnetisk stråling med en meget kort bølgelængde – De indeholder derfor meget energi. Det kræver en tyk plade af bly at stoppe dem.

Radioaktivitet er en bekymring hos mange. Men selv hvis vi ikke havde atomkraft, ville vi stadig få ioniserende[9] stråling fra solen, klipper, røntgenstråler - endda fra fjernsyn og mobiltelefoner. Nogle forskere mener, at alle mennesker i løbet af deres levetid får fem gange så meget ioniserende stråling af at sidde ved et tv eller en computerskærm, end af at bo nær et atomkraftværk.

Effekter

Energien fra strålingen skaber ioner.

Når biologisk væv bestråles, vil der ske en kraftig ionisering i vævet. Det bevirker, at der dannes en række kemisk fremmede stoffer. Bl.a. dannes der brintoverilte (H­­₂O­₂), som let går i forbindelse med organiske molekyler og ændrer deres kemiske egenskaber. Hvis disse molekyler bestemmer en celles arveanlæg, kan cellen f.eks. begynde at dele sig ukontrolleret, hvilket er grundlaget for kræft. Der kan også ske det, at cellen holder op med at kunne dele sig. Det kunne bl.a. gå ud over celler, der beklæder indvoldene. Her sker der normalt hele tiden en celledeling, så der dannes overfladeceller til at beskytte cellerne underneden. Den beskyttelse ville så gå tabt. Da der findes forskellige former for stråling, kan man dog ikke regne med, at der altid er de samme biologiske virkninger.

Et voksent menneske består af omkring 4 ^. 10¹³ celler, som indeholder 80 % vand og 20 % tørstof. Se evt. bilag 1 for mere information.

Cellekernen er ekstremt strålefølsom. Ved forsøg med ioniserende stråling i DNA-molekyler har man fundet ud af, at skader på cellekernen giver den voldsomste effekt.

Celler har reparationsmekanismer, men reparationerne er ikke altid fuldkomne, og det kan betyde, at der sker en mutation[10].

Andre skader på cellekernens funktion kan komme af skader på cellens membran. Bestråling af en cellemembran har givet anledning til forsinkelse af celledelingen.

Skader kan også forekomme i resten af cellen, men de er ikke arvelige.

Tjernobyl

Tjernobyl-ulykken er den værste atomulykke, der hidtil har været. Den skete i et atomkraftværk tæt ved byen Pripjat i Ukraine (tidligere Sovjetunion) d. 26. april 1986.

Ved en sikkerhedsundersøgelse lavede man en test for at se, i hvor høj grad generatoren kunne levere strøm til nød-kølepumperne, hvis værket mistede forbindelsen til højspændingsnettet. Hvis det skete, ville værket ikke kunne komme af med sin elektriske energi, og en nedlukning ville være nødvendig. Flere vigtige sikkerhedssystemer blev frakoblet for at testen kunne udføres.

Reaktorens produktion faldt ukontrolleret til et punkt, hvor reaktoren blev ustabil. Den skulle have været lukket automatisk, men det forhindrede operatørerne – De ville ikke stoppe testen. De fortsatte testen og lukkede af for dampen til turbinerne.

På daværende tidspunkt var der kun syv kontrolstænger i reaktorens kerne, selvom instruktionerne sagde mindst 30. Reaktoren blev superkritisk[11] og kontrolstængerne kunne ikke føres ind hurtigt nok til at få den under kontrol. I løbet af fire sekunder steg energiproduktionen til 100 gange det normale. Derfor smeltede reaktorkernen, og der fulgte en kemisk eksplosion, da det smeltede reaktorbrændsel reagerede med kølevandet og løftede den 2000 tons tunge reaktorkappe. Bygningen med reaktoren blev blæst i stykker, og spaltningsproduktet fra kernen blev ført op i atmosfæren med den varme luft, indtil ilden blev bragt under kontrol ti dage senere. Det radioaktive materiale blev spredt over Europa.

Den radioaktive sky blæste flere tusinde kilometer væk. De hårdest ramte områder var i Centraleuropa og dele af Finland, Sverige og Norge. Det påvirkede bl.a. de egne af Nordskandinavien, hvor befolkningen lever af rendrift. Nedfaldet opsamledes på laver, som er renernes hovedernæringskilde. Hundredetusinder rener og elsdyr måtte aflives i de mest belastede områder.

Efter ulykken er der i Ukraine, Hviderusland og Rusland blevet konstateret over 700 tilfælde af skjoldbruskkirtel-kræft hos børn, det indåndede eller indtog radioaktivt jod-131 med mælk og andre fødevarer.

To personer omkom ved selve eksplosionen, mens over 300 af brandmandskabet og de ansatte på værket blev indlagt på hospitaler til observation for strålingsskader. 28 af dem døde senere.

Tjernobyl-reaktortypen kan blive ustabil på grund af sin

specielle konstruktion, og modsat vestlige reaktorer har den ikke en tryktæt reaktorindeslutning.

Det var heller ikke en overraskelse for vestlige eksperter,

at reaktoren løb løbsk. De havde flere gange advaret om risikoen, men uden held.

Dog var russerne relativt hurtige til at informere omverdenen, i forhold til at Sovjetunionen dengang var meget lukket.

Våben

Ud over fremstilling af elektricitet kan atomkraft bruges til våben, hvilket også er en grund til, at mange er imod det. De hidtil eneste eksempler på brug af atomvåben er de to bomber, USA kastede over Japan i 2. verdenskrig, men de var også mere end nok til at skræmme det meste af verden.

D.6. og d.9. august 1945 blev der kastet to atombomber over Japan. De ramte henholdsvis de to byer Hiroshima og Nagasaki. Mellem 70.000 og 100.000 anslås dræbt i Hiroshima, mens tallet er ca. 30.000 i Nagasaki. 40 % af Nagasakis bygninger blev ødelagt.

Fremtiden

I løbet af de seneste årtier er bygningen af atomkraftværker stort set gået i stå. Det er dog ikke på grund af alle risikofaktorerne, men i højere grad af økonomiske årsager. Efterhånden som atomkraftværker bliver ældre, kræver de stadigt stigende vedligeholdelse, og det er ikke let at lukke reaktorer.

Ulykker i fremtiden

Da en talsmand fra Det internationale Energiagentur blev spurgt, om der igen kunne ske en ulykke som den ved Tjernobyl, svarede han: ”Det tror jeg ikke. Sikkerheden er blevet forbedret i hele verden. Men der er ingen garanti. Og der er absolut ingen grund at læne sig tilbage. Vi skal gøre vores bedste og krydse fingre.” Som altid kan man aldrig være helt sikker, men man kan gøre sit bedste. Og det er formentlig også, hvad man vil gøre.

En ting der kan gøres for bedre at gardere sig mod ulykker er, at træne arbejderne på kraftværkerne til at klare dem. Det vil f.eks. kunne gøres ved at bruge en reaktorsimulator til træning. En computer, der er forbundet med et kontrolbord skal simulere reaktorens reaktioner under forskellige forhold, så operatørerne lærer, hvordan forskellige situationer skal klares.
Konklusion

- Min mening

På trods af de mange fordele ved atomkraft, er risikoen og omkostningerne så store, at det i det lange løb sikkert ikke kan betale sig. Måske forurener atomkraft mindre end fossile brændstoffer, men til gengæld er atomaffald en alvorlig miljøfare, hvis ikke det opbevares rigtigt. Opbevaring af atomaffald er dyr og sammen med omkostningerne ved opførelse af atomkraftværker, vil besparelsen opnået ved billig produktion af energi være minimal.

Mere og mere atomaffald vil ophobe sig og optage plads og ressourcer, der kunne være brugt på andre ting.

Og risikoen og sundhedsfaren? Mange mener, at når atomkraft kontrolleres korrekt, er der ingen grund til bekymring. Og selvfølgelig gør det da det – Eller hvad? Har vi ikke både hørt om katastrofer på grund af menneskelig uforsigtighed og ignorering af advarsler? Så længe der findes mennesker, der ”ved bedre”, vil der være en risiko.

Ønsker vi, at se skilte som dette over hele verden? De fleste vil sige nej.