skønhedsidealer og mode

Vi mener, at nutidens skønhedsidealer har stor indflydelse på folks hverdag. Næsten alt, hvad man ser i medierne, har noget med idealer og mode at gøre. Vores kultur har gjort det vigtigt at være smuk, og derfor er skønhed også blevet et betydningsfuldt emne I Danmark. Flere og flere får ændret deres udseende eller stil, fordi de mener, de har et behov for at være mere ”rigtige” – Altså være som dem, de ser på tv, i blade og andre steder. Det er helt ufatteligt så mange ”selvhjælpsbøger” - og programmer, der findes til folk, som tror, der er en facit-liste for det perfekte menneske.

Det, der interesserer os, er den psykologiske påvirkning af folks væremåde. Hvilke tanker gør de sig omkring sig selv, og hvorfor? Vi vil gerne finde ud af, hvorfor idealer har så stor betydning for folk – Hvor kommer deres (idealernes) magt fra? Derudover er det også interessant, hvad det gør ved mennesker, og hvilke mennesker det påvirker mest. Umiddelbart ser det ud til, at det mest er unge – Og dog er der også flere og flere voksne, som også begynder at gå op i mode og popkultur.

Målet er selvfølgelig at få besvaret spørgsmålene. Dernæst vil vi gerne kunne drage en konklusion; Hvad er vores mening? Det vil vi opnå ved at samle relevant information og samtidig høre andres meninger, så vi derudaf kan danne os et billede af emnet. Indtil videre har vi fået fremskaffet nogle bøger, og vi vil også lede efter brugbare dokumentarfilm, el.lign.

Vi har endnu ikke fundet ud af, om vi vil lave en rapport, men regner med at beslutte os undervejs, når vi ser, hvor meget stof, vi har.

Som kreativt produkt har vi en idé om at bruge videosekvenser, som vi så snakker ud fra – Eller noget i den retning. Vi tænker også på noget med udklædning og (pap-)modeller. Det kreative produkt har vi indtil videre ikke nogen problemer med. Vi har mange idéer, vi mener, kan realiseres.

Skønheds- (eller krops-)idealer er formentlig noget, der altid har påvirket os. De opstår efter vores opfattelse, fordi mennesker leder efter ”formål” med stort set alt, hvad de kommer i nærheden af. Et formål kan være at opfylde en drøm eller nå et mål. Skønhedsidealer bliver så noget, man kan søge at opnå. Men nutidens idealer ser ud til at styre langt mere end tidligere. Samtidig er de også blevet sværere at opnå. Muligvis er det faktum, at idealerne er mere uopnåelige end før, faktisk forklaringen: fordi så få kan klare at leve op til idealerne, bliver ”ideal-mennesker”s status højere - og dermed mere attraktiv.

Nu til dages kan man gøre meget mere for at komme til at se ud, som man vil, end tidligere, og derfor stilles der også større krav til ens udseende. Hvis en kvindes bryster ikke er store nok, forventes det nærmest, at hun får lavet en operation for at ”rette” dem.

”Børn har i årevis fået rettet tænder, og det er helt acceptabelt. At rette næser, hager, kindben og ører er blot at gå et skridt videre.” Det har en amerikansk plastikkirurg engang sagt. Så skal man dog lige tænke på, at ”tand-retning” i bund og grund er beregnet til folk, hvis tænder ligefrem udgør et fysisk eller meget stort psykisk problem for dem. Det er først senere hen, at børn er begyndt at få rettet tænder, fordi de sidder en mikrometer for langt fremme eller ikke sidder helt lige. Vi kender mange, der har eller har haft bøjle. De fleste af dem ville vi aldrig have forestillet os skulle have det. Tilsyneladende har de bare fået det, fordi man, når man stod med hovedet begravet i deres mund, kunne se en lille ”fejl”.

Foruden det må man også huske, at når en plastikkirurg kommer med sådan en udtalelse, er det nok ikke uden bagtanker. Det vil uden tvivl fremme hans karriere, at skønhedsoperationer bliver normaliseret og får samme status som en simpel tandretning.

Og der er mange andre ude i verden, der kan tjene på, at folk er utilfredse med sig selv. Producenter af tøj, sportsudstyr, kosmetik, fødevarer osv. gør ekstremt meget ud af, at få folk til at tro, at lige præcis deres produkt kan forbedre én mest og forsøde tilværelsen. Derfor bør man ikke stole på massemediernes signaler om, hvordan man skal være. Alligevel lader de fleste sig påvirke. Hvorfor?

Et bud er instinkter. Vi er flokdyr, og vores instinkt siger os, at vi ikke skal skille os ud. Vi skal derimod tilpasse os og følge ”de store”. Hvis vi gør som dem, skal alt nok gå godt. Så hører vi nemlig til. Især for teenagere er det vigtigt at høre til. Samtidig med at man i puberteten bliver mere bevidst om, hvem man er, bliver man også opmærksom på sine fejl og mangler. Så leder man efter et forbillede, man kan efterligne. Noget, man ved, er rigtigt, så man ikke begår fejl.

Det kan være svært at bedømme, hvad der er ”rigtigt”. Og hvem skal afgøre det? Alle unge ser tv, og de fleste læser blade. De ser alle sammen, at modeller på det nærmeste bliver tilbedt, og ofte er de selv en del af den beundrende skare. Modellernes profession er at være smukke, det ved enhver. Deres udseende burde altså være det tætteste, man kan komme på definitionen af ”smuk”. Og når man er smuk, bliver man accepteret. Det leder hurtigt tankerne hen på, at modellernes udseende må være det, man skal stræbe efter. Det ideelle.

Man kan også høre til ved at klæde sig som den gruppe, man ønsker at tilhøre. Der findes utallige eksempler på, at børn har valgt tøj ud fra, hvad klassekammerater og venner går i. Det er et klassisk fænomen, der for nogle kan være trættende, måske endda direkte frustrerende, mens det for andre har skabt en tryghed, at det er muligt at ”være med” ved at ”være som”. Åbenbart bekymrer de færreste sig om etikken i et sådant ”system”. Er det overhovedet moralsk korrekt at udvælge medlemmer af et fællesskab på basis af deres udseende og påklædning? Børn er stadig ved at ”lære at være”, og forventes ikke at have så megen indsigt i andres behov. Teenagere og voksne kan man derimod sætte spørgsmålstegn ved. Er de ikke store nok til at kunne tilsidesætte instinkter og impulser og i stedet være rationelle? For man må vel erkende, at hvis lysten til at høre til styres af basale instinkter, så må det også være instinkter, der byder en at holde sig væk fra det, der ser anderledes eller fremmed ud. Mange mener, at noget, der kendetegner mennesket, er evnen til at være rationel; at tænke logisk og være fornuftig i stedet for spontan. Som mennesker ved vi, at ukendt ikke nødvendigvis er lig med farlig. Vi lærer fra vi er små ikke at bedømme en bog efter dens omslag. Alligevel har det stor betydning, hvordan man går klædt. Det er efter alt at dømme den største grund til, at folk følger modens underfundige luner.

For mode er en forunderlig ting. Hvad er det egentlig? Bogen ”Fashion as Communication” fremlægger nogle synspunkter, som kan give en idé om det på et anderledes plan end ellers.

En udbredt mening er, at selve essensen af mode er evig forandring. Det kan beskrives som en uendelig proces af nyskabelse, forbundet med kultur. En diskussion omkring emnet går dog på, om mode overhovedet kan opfattes som et kultur-fænomen. Nogle synes, at mode og tøj er for trivielt til at blive opfattet som et kulturelt fænomen. Det kan ikke ses som specielt ”intellektuelle eller fantasifulde værker, der belyser de mørke afkroge af den menneskelige eksistens”, hvilket for nogen er definitionen af kultur eller kunst. Det vindende argument er, at de ikke er malerier, skulpturer, litteratur eller musik og derfor ikke kan regnes for de fineste og mest raffinerede produkter af det menneskelige sind.

Hvis kultur imidlertid ikke identificeres som kreativ udfoldelse, men som en ”levevis”, måden hvorpå en civilisation ”opfører” sig, kan tingene ses i et andet perspektiv. Hvis mode er i evig forandring, passer det sammen med denne idé, eftersom livet ligeledes ændrer sig hele tiden, mener Malcolm Barnard, forfatteren af ”Fashion as Communication”.

Idealer er også forbundet med kultur, og forskellige etniske grupper har forskellige opfattelser af, hvad der er smukt. F.eks. har amerikanske undersøgelser vist, at hvide foretrækker en oval ansigtsform, mens et markeret kæbeparti er populært blandt sorte.

En anden mulighed angående påklædning er, at man klæder sig alt efter, hvad man ønsker at kommunikere til andre. Hvem er man, og hvad er ens budskab? ”Fashion as Communication” beskæftiger sig med forskellige synsvinkler på, hvordan nonverbal kommunikation via beklædningsgenstande foregår.

Én opfattelse er, at man helt bogstaveligt ”taler” ved hjælp af sit tøj. A. Lurie[1] mener, der er mange forskellige ”tøj-sprog” med hver deres ordforråd og grammatik. Med det som udgangspunkt svarer tøj til ord, der kan sammensættes til ”sætninger”. En person med et minimalt udvalg af tøj vil kunne danne meget få sætninger og kun udtrykke de mest basale koncepter, mens en ”fashion leader” kan ”have flere hundrede ord til sin rådighed” og har mulighed for at ”udtrykke et bredt spektrum af meninger[2]”. At se tingene så bogstaveligt virker dog en anelse surrealistisk, og i de fleste sammenhænge er den ”tågede” version mere troværdig.

J. Fiske[3] har opstillet to modeller for den nonverbale kommunikation i påklædningen.

Den første model beskriver kommunikation som ”sending and receiving of messages” – afsendelse og modtagelse af beskeder. Denne model kan kaldes ”proces-modellen”, idet kommunikation her opfattes som en proces, hvor en siger noget til en anden via et medie eller en kanal, hvorved en eller anden virkning opnås. Her er mediet en beklædningsgenstand.

Ved den slags kommunikation er de vigtigste elementer afsenderens hensigter, effektiviteten af formidlingsprocessen og effekten på modtageren.

Afsenderens hensigter er vigtige, fordi de alt i alt er beskeden og i princippet skal være mulige at modtage eller opdage. Effektiviteten af formidlingsprocessen er betydningsfuld; hvis beskeden ikke når modtageren eller formidles forkert, er noget af kommunikationsprocessen gået galt. Effekten på modtageren er vigtig, da det er den, der udgør det sociale samspil. Det sociale samspil beskrives som processen med hvilken en person påvirker en andens opførsel, sindstilstand eller følelsesmæssige respons.

Spørgsmålet er så bare, hvem afsenderen er. Er det ”bæreren” af beklædningsgenstanden, eller er det designeren? Malcolm Barnard, forfatteren af ”Fashion as Communication” mener, at ”the notion that wearer and designer constitute a sort of co-sender raises more problems than it solves, in that the process in which an agreement with regard to intentions could be reached does not seem to exist.”

Derudover mener han, at selvom afsenderens hensigter ikke når modtageren, er der ikke nødvendigvis tale om en kommunikationsbrist; eventuelt kunne modtageren have dannet en anden mening med beklædningsgenstanden. Det virker jo ikke, som om nogen nogensinde mener, at en anden har noget ”meningsløst” på.

Den anden model, som vi kan kalde ”strukturalist-modellen”, bygger på, at kommunikation gør et individ til en del af et fællesskab – i modsætning til proces-modellen, hvor et medlem af et fællesskab kommunikerer med et andet medlem af fællesskabet. Strukturalist-modellen fremstiller det altså sådan, at det er kommunikation mellem individer, der til at begynde med gør dem til medlemmer af en kulturel gruppe.

”Man needs goods for communicating with others and for making sense of what is going on around him. The two needs are but one, for communication can only be formed in a structured system of meanings.”

Med det siger de både, at mode og tøj kan bruges til at skabe mening med verden, og at det strukturerede system af betydninger, en kultur, gør det muligt for individer at danne en identitet ved hjælp af kommunikation.

Den seneste model, strukturalist-modellen, anskuer altså også tøj som noget, der gør os til en del af fællesskabet.

I vores øjne er det nu en meget firkantet måde at sige tingene på. Man bliver ikke en del af fællesskabet men en del af et fællesskab. Man vil altid blive placeret i en eller anden gruppe på baggrund af sit tøj, om end det så ”kommunikerer” eller ej, men det er ikke nødvendigvis sådan, at de involverede er i det samme fællesskab.

Et alternativ til, hvorfor man lader sig påvirke er, at synet af alle de ”perfekte” mennesker på tv kan få selv den kønneste person til at føle sig ubetydelig i sammenligning. Hvis man hele tiden får at vide, at man skal være på en bestemt måde, kommer man til at tro på det. Og vi får indirekte at vide, at vi skal være supertynde, solbrændte, hårløse og sexede, hver gang vi tænder tv’et, åbner et blad eller kommer forbi et busstoppested med reklamer. Når vi ikke kan leve op til alt det, føler vi os forkerte og grimme. Vi lader os lokke til at købe alle mulige former for hudpleje, hårfjerningsmidler, fedtfattige morgenmadsprodukter osv. i håbet om at blive ”gode nok”.

I puberteten begynder man at interessere sig for det modsatte køn på en anden måde, end da man var fem. Man vil gerne have, at andre finder én attraktiv. Modeller bliver, som nævnt i afsnittet ”at høre til”, beundret - de er attraktive. Det får mange unge til at se op til og efterligne dem.

Men modellernes idealer er ikke nemme at leve op til. Især ikke for piger i puberteten, som faktisk oftest er dem, der går mest op i det. Puberteten er en tid med mange forandringer. Som pige forandrer man sig bl.a. ved, at man får rundere former: der dannes fedtdepoter på brysterne, hofterne og ballerne. Så bliver det svært at ligne en model. For modeller har ikke meget fedt på kroppen. Tværtimod er en stor del af dem alt for tynde.

Selvom det er svært, prøver mange at komme til at se ud som modellerne. Nogle ved godt, de ikke er for tykke, men samtidig kan de se, at de er tykkere end dem, de ønsker at ligne. Og så er de ligeglade med, at alle i klassen synes, de er fine, som de er. For det er de jo ikke. De kan jo se, at alle de smukke mennesker er meget tyndere. Og hvis ”de smukke” altid har set sådan ud, burde man da også selv kunne komme til det. Hvad mange nok ikke ved er, at modeller, dansere og skuespillere ofte bliver formet efter deres arbejde. De bliver valgt ud, fordi de har potentiale og dernæst bliver de ”formet”, så de får den rigtige krop. De bliver sat på diæter og får måske en bestemt vægt, de skal stræbe efter. Spiseforstyrrelser er af den grund også meget udbredte i model-verdenen.

Problemet er, at fotomodeller bliver fremstillet og set som værende perfekte. Både deres stærke udstråling og smukke træk, men også deres krop giver dem en særlig status. Man har altid beundret det smukke, men hvor kommer beundringen af den tynde krop fra?

Fedme kunne være en forklaring. Fordi vores samfund har stigende problemer med overvægt, bliver det attraktivt at være tynd. Folk ser det som ulækkert og frastødende at være fed. Og det er usundt, men man kan ikke sige, at det derfor er sundt at være tynd. Ekstremt tynde mennesker er i lige så stor livsfare som ekstremt fede mennesker, men der er ikke helt så meget fokus på dem.

Det, der kan ske, når man bliver for tynd på grund af for lidt næringsindtagelse er, at kroppen begynder at tære på andre ressourcer, såsom organerne.

En anden mulighed er overgangen fra fysisk til maskinelt arbejde. I 16-1700-tallet skulle man helst være buttet, fordi det var tegn på, at man havde høj status og ikke var nødt til at arbejde for føden. Da arbejdet blev mindre kropsligt ændredes kropsidealet, eftersom fedme ikke længere nødvendigvis var tegn på høj status. Efterfølgende er idealet måske bare blevet ved med at hælde længere og længere til den tynde side.

Uanset hvad er ”drømmekroppen” slet ikke en drømmekrop og overhovedet ikke sund. Den har ført til et stigende antal af spiseforstyrrelser, især blandt piger. Skønhedsidealer i dag signalerer ikke sundhed. Magre og lille-pigede kvinder har intet med sundhed at gøre. Mange af dem har uregelmæssig eller slet ingen menstruation. For at kunne få børn skal kvinder nemlig danne østrogen, og det sker i æggestokkene og i fedtdepoterne.

Nu er det selvfølgelig ikke kun på grund af de super-slanke modeller, at langt flere end tidligere får spiseforstyrrelser. Der har i de seneste år generelt været mere fokus på krop, vægt og sundhed, og der stilles andre krav til unge, mener speciallæge i psykiatri, Birgit Petersson.

Grunden til, at spiseforstyrrelser især rammer piger, er, at piger primært slanker sig for at blive smukkere, hvorimod drenge gør det af hensyn til sport og sundhed. Det er lettere at opnå et realistisk sundhedsideal end et overdrevent skønhedsideal. Derudover er det mandlige skønhedsideal også langt mere realistisk end det kvindelige og dermed mere opnåeligt.

En helt tredje årsag til spiseforstyrrelsernes udbredelse er, at man ved at kontrollere sin krop kan føle, at man også har kontrol over resten af tilværelsen. I pubertetens forvirring kan det betyde meget for én at kunne kontrollere sit kaotiske liv.

En slank krop er i vores samfund også et symbol på, at man kan styre sig i forhold til den stadigt voksende overflod.

Tøj og mode bruges tit til at indikere værd eller status, og ofte bedømmer folk andres sociale rang på baggrund af deres måde at klæde sig på. Det er også med til at øge folks opmærksomhed omkring, hvad de har på, da tøjet nærmest bliver en ydre personlighed. Nogle følger moden og ”trendsene” for at være med, mens andre går i den helt anden retning og gør oprør mod samfundets gruppe-normer ved at klæde sig afvigende. Så kan man selvfølgelig udpege en logisk brist ved, at de også samler sig i grupper. Men deres oprør bygger formentlig lige så meget på, at folk ikke tager stilling. Folk opfører sig som lemminger. Alle de andre kaster sig ud over kanten, og så gør de også. I stedet for at stoppe op og tænke: ”Hvorfor gør de det? Har jeg overhovedet lyst til det?” De ikke alt for indædte oprørere har ikke noget imod de ”lemminger”, der har truffet et valg om at være ”lemming”. Det er tankeløsheden, der er irritationsmomentet. Så er der også de oprørere, der kun ser modetøjet og ikke valget eller ikke-valget bag det. De er ligesom de andre lemminger. De kaster sig blot ikke ud over klippekanten, men bliver i stedet ved med at gå, selvom en mur bremser dem.

Med alt, hvad der her er blevet fortalt, har vi nu fået et klarere billede af mode og skønhedsidealer og begges indvirken på samfundet.

Da meget af det, vi har læst, har været debatterende tekster, har vi ikke kunnet give nogle konkrete svar på vore spørgsmål, men det har heller aldrig været målet.

Når det er attraktivt at være på en bestemt måde, vil andre prøve at ligne dem, der er sådan. Det bliver ideelt at være som dem. En af måderne, hvorpå man kan komme til at ligne dem, er ved at se ud som dem. Overfladisk set vil man så være tættere på dem (og selv være mere attraktiv), både i sine egne og andres øjne.

Det er nødvendigt for mennesker at have noget at stræbe efter. For at føle et formål har man brug for et mål. Det er ved at stræbe og kæmpe, at man føler sejre, og det har alle brug for. Derfor vil mennesket søge efter højere mål – Drømme og idealer.

Mode kan, alt efter ens opfattelse af kultur, ses som et resultat af det samfund, den opstår i. Den ændres i takt med, at samfundet ændrer sig. Da den er så tæt forbundet med samfundets tilstand, får den også stor indvirkning på det.

Den påvirker mange men på forskellig måde og i forskellige retninger. Nogle lever og ånder for hele tiden at være med på det sidste nye, mens andre bryder med traditionen og skaber deres egen stil. Men stort set alle må siges at blive påvirket i større eller mindre grad.

Idealerne påvirker samfundet i mindst lige så høj grad som moden. Især unge påvirkes, fordi de prøver på at være ”rigtige” og blive en del af fællesskabet. For mange resulterer stræben efter ideal-kroppen i spiseforstyrrelser, og antallet er i de seneste år steget. Nutidens skønhedsidealer lægger et stort pres på såvel unge som ældre.

Alt i alt mener vi, at det er nødvendigt at have idealer. Men det behøver ikke nødvendigvis at være skønhedsidealer. Det er ikke sundt for én at stræbe efter et andet udseende, for det kan man ikke få. Man kan øve sig i noget og blive bedre, og man kan afdæmpe de dårlige sider af sin personlighed, men man kan ikke tvinge sig selv til at blive højere, få en mindre næse eller skifte hudfarve. Derfor bør vi lære, at det er okay at være forskellige, for selv hvis alle opnåede målet om skønhed, ville vi ikke være tilfredse. Så ville vi finde et nyt udseende at stræbe efter, og så kunne det begynde forfra.

[1] Forfatter af bogen ”The Language of Clothes”

[2] Skal forstås som ”betydning”, ikke ”holdning”

[3] Forfatter af bogen ”Understanding Popular Culture”